Mit navn er Peter, jeg er 7 år gammel og en kvik dreng, det siger de voksne tit.
Det er ellers ikke så tit, at de voksne siger pæne ting til mig, og jeg får tit skæld ud. Så råber de voksne:
”Peter, sid så stille, hvor tit skal jeg sige det?”, eller: ”Jeg så godt, at du spændte ben for Simon.”

Jeg kan ikke holde ud at sidde stille, jeg kan heller ikke holde ud at være tæt på de andre børn.
De voksne er dumme, og jeg gider ikke høre efter.
”Peter, spis så din mad.”
”Peter, der er altså ingen insekter her.”
”Jamen, jeg kan ikke lide rugbrød med kerner, og jeg kan mærke noget, der kravler på mig, og de voksne er dumme, når de ikke kan forstå det”!!!

Sådan tror jeg, at Peter tit må have tænkt og følt, nemlig, at de voksne er dumme, og at de voksne ikke kan lide ham.
Peter var og er stadig et uroligt og drillende barn. Men slet ikke i samme omfang, som tidligere. Peter er nu 12 år gammel og har de sidste 3 år været medicineret med Ritalin efter udredning på børnepsykiatrisk afdeling. Medicinen har hjulpet Peter, ingen tvivl om det, men jeg vil som Peters lærer fortælle om den ”behandling”, som vi satte i gang her på skolen, mens Peter havde det allerværst, og som blev fortsat, efter Peter kom i medicinsk behandling:
Peter led af alvorlig motorisk uro, han talte meget (rablede derudaf), han drillede og havde vanskeligt ved at spise fødeemner med f.eks. kerner o.l.
Vi havde på skolen tidligere haft positive erfaringer med at give børnene en børstekur over en seks ugers periode. De allerfleste børn har været begejstrede for denne kur, men sandt at sige, er det hårdt at være den lærer, som skal huske opgaven og bruge mange af sine pauser på den. Man kan jo kun være ét sted af gangen.
Derfor prøvede jeg noget nyt med Peter i en periode, hvor vi var to lærere i hans gruppe.
Peters børste havde sin faste plads på reolen, bagerst i klassen, hvor jeg boede med min lille elevgruppe. Peter havde også en lav stol stående der. Timen startede med, at Peter lige så stille kom ned til mig og satte sig på sin lille stol lige foran mig med ryggen ti. Imens underviste min kollega hele gruppen, så jeg kunne koncentrere mig om Peter.
Peter lærte snart, hvad han skulle. Han trak ærmerne op eller hev blusen af, så jeg kunne børste hans arme og hænder, eller vi trak blusen så meget op, at ryggen kunne blive børstet. Peter er en genert og blufærdig dreng, men vi fandt en måde, som han følte sig helt tryg ved. Mange af disse samtaler om, hvordan vi skulle gøre, var tavse for ikke at forstyrre de andre børn, men også for ikke at aktivere Peters talestrøm. En tavs kommunikation kan blive meget intens og en god måde at lade den taktilt sky krop tale på.
Peter arme, hænder og ryg blev børstet, netop med den rytme og den styrke, som Peters krop kommunikerede, at den brød sig om. Især Peters håndflader brød sig om at blive børstet.
Sådan gjorde vi:
10-20 ”børst” på overarm, underarm, håndryg, hele armen, håndflader, højre rygside, venstre rygside og sluttende med ned over hele ryggen.
Derefter ”bumpede” jeg Peters fingerled, håndled og albueled 10 gange.
Skuldre/nakke: Jeg støttede mine overarme på Peters skuldre, mens jeg foldede mine hænder om hans isse. Forsigtigt pressede jeg hans hoved og skuldre ned.
Afslutningen var altid det allerbedste for Peter:
Jeg lagde mine arme fast om hans overkrop, og så skulle han prøve at presse imod af alle kræfter. Peter lagde alle kræfter i tre gange, sådan var det aftalt. Derefter slap jeg ham og sluttede af med en let massage og nogle dybe tryk på arme og ryg.
Så var Peter klar til undervisning igen.
Fordelen ved denne ”behandling” var, at både Peter og jeg kunne blive i klassen, at vi begge var med i undervisningen, at de andre elever blev bekendt med ”behandlingen”, og at de oplevede, at den hjalp Peter og dermed gav dem mere ro. De kunne godt opfordre mig til lige at give Peter en tur.
Det hele var ganske enkelt og overstået på ca. 5 min. ”Behandlingen” kunne gentages efter behov, men de fleste dage klarede Peter sig med 2 gange. Peter blev ikke ”færdigbehandlet”, men ”behandlingsperioden” på 1 år gav ham en god periode, hvor han vidste, at han kunne hjælpes til at få mere ro og overblik.
Peter er ikke længere min elev og andre opgaver er blevet opprioriteret, men der er ingen tvivl om, at Peter har behov for vedvarende ”behandling”, hvis vi skal tilbyde ham det bedste. Vi skal dog også huske, at Peter bliver ældre og skal lære at overtage (noget af) ansvaret for at ”behandle” sit handicap. Peter kan jo godt børste sine arme, ben og hænder, han kan også hoppe og prøve at vælte væggen uden den voksne. Men den nærhed, omsorg/kontakt og struktur/voksentydelighed, som Peter oplevede i ”behandlingen” kan være svær at erstatte.
Jeg har de sidste mange år børstet rigtig mange børn. De har med en enkelt undtagelse ALLE klart profiteret af ”behandlingen”. Som mine kolleger har udtrykt det: ”Når NN har været oppe hos dig, er NN som smør bagefter med ro, koncentration og velvære.
Mine elever har alle svære handicaps (ADHD, socialiserede udviklingsforstyrrelser, angstbørn, mentalt retarderede o.a.), og det er min erfaring, at disse børn ikke kan ”færdigbehandles”, men trives langt bedre i de perioder, hvor vi tilbyder ”behandling”.
Som et supplement til børstekuren tilbydes eleverne 5 ugers perioder med 15 ugentlige lektioner i skolekøkkenet og derefter en periode med 15 lektioner i Krop og Sanser.
Skolekøkkenet er et mageløst sted, hvor sanserne stimuleres i en nødvendig helhed.
Eleverne oplever ingen ”behandling”, men selve nødvendigheden i at frembringe et måltid kan af den erfarne lærer bevidst bruges til en pragtfuld sansestimulation/”behandling”.
Karin Lykkegaard
Skoleleder på Nordskovens Friskole.

P.S. Peter hedder ikke Peter, og Simon hedder ikke Simon, men ellers er historien fra skolens hverdag.

Taktile vanskeligheder