På Nordskovens Friskole markerer vi, at året drejer.
Vi stopper op og markerer årstidernes skiften og højtidernes fester.
Skoleåret 2011 - 2012:
- I august har vi 1. skoledag i det nye skoleår og lejrtur sidst på måneden.
- I september holder vi Høstfest.
- I oktober afholder vi det årlige Tour de Nordskov cykelløb, der er efterårsferie, og vi starter med den første jubilæums-emneuge.
- I november fejrer vi skolens 150-års fødselsdag med næste jubilæums-emneuge og holder Skole-Hjem-samtaler.
Der er også Familieaften med sang og fællesspisning.
- I december håber vi, at Julius skolenisse flytter ind på skolens loft med sin familie.
Vi går Luciaoptog og holder Juleafslutning.
- I januar fejrer vi Hellig tre Kongers dag med lys, fortælling og fællesspisning.
Vi tager også på den årlige forkælelsestur til Odense.
- I februar fejrer vi Kyndelmisse med lys og pandekager i stakkevis.
Så er der vinterferie, og så holder vi Fastelavnsfest.
- I marts starter vi emneuger til Melodi grand Prix, efterfulgt af en festlig aften, hvor Melodi grand Prix afholdes.
Sidste skoledag inden påskeferien afholder vi den traditionsrige Påskefest.
- I april er der påske og påskeferie, og vi holder Skole-hjem-Samtaler.
- I maj er der arbejdsdag for forældrene og udflugtsdag for elever og lærere..
- I juni er der Sommerudflugt. Der er oprydning og rengøring på skolen inden ferien.
Vi fejrer skoleårets afslutning samt tager afsked med afgangselever og deres forældre.
Skoledagen:
For at gøre skoledagen forudsigelig og velstruktureret for eleverne, begynder og slutter (næsten) alle dage ens.
Kl. 8 samles vi til Morgensang:
Vi synger en morgensalme, beder Fader Vor, fortsætter med en årstidssang og slutter med en børnesang, inden der gives meddelelser, og børnene fortæller om stort og småt.
Eleverne øver sig på at lytte til hinanden og de voksne, at være frimodige og kunne tage ordet for derefter at give det videre til en kammerat.
På morgensangen inviteres eleverne også til at tage aktiv del i de beslutninger, som de voksne lægger ud til eleverne.
Eleverne kan også selv tage emner op, som de ønsker at diskutere med de andre børn og skolens lærere.
Sidst på dagen fortæller gruppelærerne for eleverne. Vi fortæller/læser historier fra før og nu, fra nær og fjern.
Skolen tilbyder konfirmationsforberedelse af elever på 7. klassetrin.
Alle dage stilles der blandet frugt frem til eleverne fra om morgenen, så alle har mulighed for at tanke op til dagens udfordringer.
- Mandag formiddage er der idræts/svømmeaktiviteter på skemaet.
- Tirsdag er der natur/teknik på skemaet.
- Onsdag og torsdag er Akademierne åbne.
- Akademierne tilbyder undervisning i elevernes resursefag.
Det kan være musik, idræt, madlavning, håndarbejde, billedkunst, lystfiskeri, videofilmproduktion, rollespil, træværksted og meget andet.
Hver akademiperiode går fra ferie til ferie.
- Onsdag og fredag formiddage byder på danskfaglige emner.
Kl. 12 spiser vi madpakker, derefter har eleverne duksepligter på skift.
Der er planlagte aktiviteter i middagspausen.
Skoledagene starter kl. 8 og slutter mandag og fredag kl. 13.25, de øvrige dage dog kl. 14.10 medmindre andet er angivet i kalenderen.
Alle forældre modtager ved skoleårets begyndelse en års- og arrangements-kalender. Denne kan også ses her på hjemmesiden og hentes i pdf-format:
Klik her for at se kalenderen